Miljøet i ikkasøjlerne
Ikkasøjlerne står på bunden af Ikkafjorden. Det vil sige, at de har samme temperatur som fjorden, ca. 2-8 °C, og søjlernes yderside har samme pH-værdi som det omgivende neutrale havvand, pH ca. 8. Det indre af ikkasøjlerne har derimod en ekstrem høj pH-værdi på 10,5.
Fakta
- Havvandets temperatur:
2-8 °C - pH i havvandet:
8 - pH i ikkasøjlerne:
10,5
Ikkasøjlernes dannelse
Ikkasøjlerne findes kun ét sted på Jorden, og det er i Grønland. Det er, fordi der skal være nogle ganske særlige forhold til stede, for at søjlerne kan dannes.
Bjerg med kalkholdigt mineral
Bjerget omkring Ikkafjorden indeholder et særligt kalkholdigt mineral, carbonatit. Når regnen falder på bjerget, opløses carbonatitten, og regnvandet bliver basisk. Bjerget er porøst, så den opløste carbonat fra carbonatitten siver ned gennem bjergets porer.
Ferskvandskilde
Det basiske regnvand fra bjerget siver ned under Ikkafjorden.
Et lerlag i bunden af fjorden forhindrer det basiske regnvand i at trænge opad. Men dér, hvor der er huller og sprækker i lerlaget, kan det basiske regnvand sive ud som ferskvandskilder i bunden af fjorden.
Vidste du, at ...
det var en dansk geolog, der fandt ud af, at søjlerne består af ikait? Hans navn var Hans Pauly, og det var i 1962.
Ikait udfældes
Når det basiske kildevand møder det kolde havvand, sker der en kemisk reaktion. Carbonaten, CO32-, i kildevandet reagerer med calcium, Ca2+, i havvandet. Resultatet er, at der udfældes ikait, CaCO3•6H2O. De 6 vandmolekyler, 6H2O, kommer både fra kildevandet og fra havvandet.
Lav temperatur
Den lave temperatur i havet betyder, at der dannes ikait i reaktionen mellem kildevand og havvand. Hvis temperaturen var højere end 6-8 °C, ville der ikke dannes ikait, CaCO3•6H2O, men derimod kalk, CaCO3.
Biofilm som klister
Bakterier laver biofilm, som kan være med til at ”klistre” ikait-krystaller sammen, så de tilsammen danner søjler.
Liv i ikkasøjlernes ekstreme miljø
Ikkasøjlernes indre er koldt (2-8 °C) og basisk (pH 10,5). Ingen normale dyr eller planter kan leve i dette ekstreme miljø. Men nogle særlige bakterier er tilpasset til at leve her. Deres molekyler og livsprocesser er tilpasset til at fungere ved lav temperatur. Samtidig har bakterierne en cellevæg, som sikrer, at pH-værdien inde i cellen er neutral, selv om de lever i ikkasøjlernes basiske porøse hulrum.