Sygdom
Om forløbet
Vi har alle prøvet at være syge. Normalt er det influenza eller en halsbetændelse, der sender os under dynen nogle dage. Nogle sygdomme er hurtigt ovre, mens andre er mere alvorlige og kan være kroniske og i værste fald dødelige.
De sygdomme, der rammer mange af os, og som er langvarige eller kroniske, kalder vi for folkesygdomme. Man siger, der findes otte folkesygdomme, og tre af dem ser vi nærmere på i dette undervisningsforløb. Det drejer sig om kræft, som 35.000 danskere rammes af hvert år. Det drejer sig om diabetes, som 320.000 danskere har fået konstateret – en diagnose, som yderligere 30.000 mennesker årligt får stillet. Og det drejer sig om allergi, som 1,2 millioner danskere lider af.