To guidetyper
En spilguide er en tekst eller en video, som kan hjælpe spillere med et bestemt spil.
Spilguider kan variere meget i omfang. Nogle er korte og giver et hurtigt overblik, mens andre er mere omfattende og udgives som onlineleksikoner (også kaldet wikier) eller som bøger – fx til Minecraft eller Fortnite.
Der findes to typer spilguider: gameplay- og strategiguider. I skal nu lære, hvad der kendetegner de to guidetyper, og så skal I læse, se og undersøge forskellige spilguider.
1. Gå sammen to og to. Læs teksten nedenfor, og læg mærke til:
- hvad der kendetegner henholdsvis en gameplayguide og en strategiguide
- hvem der er målgruppen for hver af de to guidetyper.
Gameplayguide
En gameplayguide viser spillere, hvordan man spiller et bestemt spil. Det kan fx være ved at gennemgå spillets grundlæggende navigation, mål, regler og spilmekanikker. En gameplayguide er ofte rettet mod spillere, som ikke kender spillet i forvejen, og som har brug for hjælp til at komme i gang.
Strategiguide
En strategiguide viser, hvordan man klarer eller gennemfører udfordringer i et spil, fx hvordan man løser bestemte gåder, bruger snydekoder eller klarer svære bosser. Nogle strategiguider viser detaljeret, hvordan man gennemfører et bestemt computerspil fra start til slut. Det kalder man også for en walkthrough. En strategiguide er ofte rettet mod spillere, som i forvejen kender spillet, men som ønsker hjælp til at komme videre eller at blive bedre til spillet.
2. Tal om spørgsmålene i tabellen, og skriv jeres svar.
3. Gennemgå jeres svar sammen i klassen.