Transport og teknologi
Om forløbet
Hver dag bruger I ting, som nogen har opfundet: mobiltelefonen, cyklen eller fx høretelefoner. Jeres verden er fyldt med teknologiske opfindelser – og der kommer hele tiden nye til. Mange af opfindelserne lærer vi aldrig at kende, mens andre bliver den nye trend.
I dette forløb skal I lære om teknologiske opfindelser inden for transportmidler i årene 1660-1920. Det er i disse år, at tidsperioderne den tidlige enevælde, den sene enevælde og demokratiseringen ligger. I skal læse om opfindelser, der blev opfundet i tidsperioderne og lave modeller af nogle af opfindelserne. Når I har fået viden om opfindelserne, skal I diskutere deres fordele og ulemper. I skal diskutere, hvorfor det er godt, de er blevet opfundet, og hvad der er problematisk ved det. I skal arbejde i faste grupper i forløbet.