Islam
Om forløbet
For over 1.400 år siden talte Gud til en mand ved navn Muhammed. Muhammed fortalte folk, hvad Gud havde sagt, og der var mange, som gerne ville høre om Guds ord. Senere blev Guds ord skrevet ned i Koranen, som er islams hellige bog. I dag er islam en af verdens største religioner.
Islam, jødedom og kristendom har mange ting til fælles, selvom der selvfølgelig også er store forskelle. I dette forløb skal I arbejde med islams historie og muslimernes pilgrimsfærd, der er en religiøs rejse til byen Mekka. I skal også sætte fokus på Muhammed og Koranen. I skal undervejs i forløbet sammenligne de tre store religioner: islam, jødedom og kristendom. Igennem forløbet skal I læse tekster, udfylde notatark, se film, diskutere og udtrykke jeres viden i to kreative opgaver, hvor I skal lave et kort og et maleri.