Julens historie
Læs starten af historien
1. Lyt til læreren, der læser denne tekst højt:
For mere end 2.000 år siden var der en mand, der hed Josef, og en kvinde, der hed Maria. Maria var gravid, og det var faktisk lidt underligt, for Maria og Josef var ikke gift, og dengang fik man kun børn, hvis man var gift. Men Gud havde bestemt, at Maria skulle have et barn, og så blev det sådan. Marias mave voksede og voksede, og snart skulle hun føde.
2. Tal om følgende i klassen:
- Hvem er de to mennesker, som vi hører om?
- Hvorfor var det underligt, at Maria var gravid?
- Hvem bestemte, at Maria skulle have et barn?
- Hvem bestemmer i dag, om man skal have et barn?
En dag skulle alle i det land, som Josef og Maria boede i, tælles. De skulle derfor ud på en lang rejse. Heldigvis havde Josef et æsel. Det kunne Maria ride på. De gik af sted tidligt om morgenen, men da det blev aften, måtte de tage et hvil. Josef bankede på døren til først det ene hus, så det andet hus, men ingen steder var der plads til, at de kunne sove. Til sidst fik de lov til at lægge sig i en stald.
3. Tal om den tekst, I har hørt:
- Hvorfor skulle Josef og Maria ud på en rejse?
- Hvordan foregik rejsen?
- Hvordan foregår det, når I skal på rejse?
- Hvor skulle Josef og Maria overnatte?
- Hvordan overnatter I, når I er på rejse?