Vampyrer
Vampyrer er uhyggelige og blege. De har skarpe hugtænder, og de drikker blod. Desuden lever de evigt uden at blive ældre.
Fokusord
- en genganger
- at ældes
- at bekæmpe
- Dracula
Myterne
Ifølge gamle myter og folketro er vampyrer gengangere. Det vil sige døde mennesker, som forlader deres grav om natten. De ligner og opfører sig på mange måder som mennesker. Men de har en grufuld side.
Vampyrer lever nemlig af at suge blod fra dyr og mennesker, som de bider med deres skarpe tænder. Mennesker kan blive forvandlet til vampyrer, hvis de bliver bidt af en. Når først man er en vampyr, ældes man ikke. Det betyder, at man ikke bliver ældre.
Vampyrer tåler ikke sol. De sover derfor i deres kiste om dagen. De kan desuden forvandle sig til flagermus.
Fakta
- Vampyrer stammer fra gamle myter og folketro.
- Vampyrer er gengangere, og de ældes ikke.
- Vampyrer lever af blod.
- Vampyrer tåler ikke sol, hvidløg og hellige ting.
Beskyttelse og bekæmpelse
Hvis man vil beskytte sig imod vampyrer, er det ifølge myterne godt at købe en masse hvidløg. Det kan vampyrer nemlig ikke tåle. Hellige ting som kors og vievand kan også skade vampyrer.
Hvis man vil slå en vampyr ihjel, skal man hamre en træpæl igennem vampyrens hjerte.
Grev Dracula
Grev Dracula er nok den mest berømte vampyr. Dracula stammer fra Transsylvanien i landet Rumænien. Grev Dracula er hovedpersonen i romanen "Dracula", som blev skrevet af forfatteren Bram Stokers i 1897. I romanen bliver Dracula jagtet af vampyrjægeren Van Helsing.
Vidste du, at ...
goth er en kultur, der er inspireret af vampyrer? Folk fra goth-kulturen farver både hår og negle sorte og sminker sig ligblege med blodrøde læber.
Populære vampyrer
Selvom troen på vampyrer stammer fra gamle dage, er vampyrer fortsat populære. Bogserien "Twilight" er især populær blandt unge. Den handler om vampyren Edward og mennesket Bella, som forelsker sig i hinanden. Bøgerne er udkommet i 47 lande, og de er solgt i over 120 millioner eksemplarer. Serien er også lavet som film.