I filmens verden
Om forløbet
Tænk på en film, du kender rigtigt godt. Luk øjnene, og genkald dig din yndlingsscene fra filmen. Hvad er det, der gør denne scene så god? Hvad har instruktøren gjort for at gøre den spændende, rørende eller fængende? Kan du forklare det?
I dette forløb skal du lære om film og om de kneb, filminstruktører bruger til at fortælle gode og spændende historier for os publikum.
Først skal du lære om det, man kalder filmens virkemidler. Virkemidlerne er instruktørens forskellige kneb. Herefter skal du se og arbejde med den danske novellefilm "Pusling". Du skal blandt andet undersøge, hvordan instruktøren, Christina Rosendahl, har brugt særlige virkemidler til at fortælle en god historie. Til sidst i forløbet skal du lave din egen digitale billedfortælling om venskab. Venskab er i øvrigt et af temaerne i "Pusling". Du skal selvfølgelig benytte filmens virkemidler i din digitale billedfortælling.