Grænsers opståen

I tiden før pålidelige kort var de fleste grænser ikke klart definerede. På landjorden bestod mange grænser i Europa ikke af skarpt optrukne linjer. De bestod i stedet af naturligt afgrænsede områder, der var svært fremkommelige, og som derfor blev en grænseregion mellem to lande. 
Senere kom tegnede grænser til. Et tydeligt eksempel på tegnede, endda snorlige, grænser kan man i dag finde ved at se på et kort over Afrika.

Naturlige grænser bunder i geografiske forhold, som gør bl.a. transport besværligt. Have og bjergkæder er gode eksempler. Større floder, søer, marskområder, skove eller ørkener er andre. Fx adskilles Frankrig og Italien af Alperne, mens Amazon-regnskoven danner en bred, naturlig grænse mellem mange af Sydamerikas lande.

Før kolonimagternes tid bredte meget få lande sig på tværs af store have.

Det er svært at sige, hvor idéen om landegrænser generelt stammer fra. I Europa spillede de mange krige på det mere og mere tætbefolkede kontinent en rolle. Idéen om, at hver stat havde sit eget fastlagte territorium, opstod her i den sene middelalder.

I 1648 skabte Den Westfalske Fred en ny forståelse af statens grænser som suveræne og ukrænkelige. Konger og kejsere kunne således ikke længere føre krig mod hinanden, som det passede dem. Samme tanke lå bag en stor del af den senere internationale lovgivning, folkeretten.

Ældre bygningsværker som Den Kinesiske Mur viser også et tydeligt ønske om at trække en klar grænse til nabofolkeslag, som man helst ville holde ude.

I fællesskaber som Den Europæiske Union (EU) har man gjort meget for at fjerne indvendige grænser eller mindske deres betydning. Andre steder fører skabelsen af nye lande til nye og ofte skrøbelige grænser. Der kan også opstå kamp om grænserne i områder, der ikke før var tilgængelige.

I dag er det fx et åbent spørgsmål, hvordan grænserne skal tegnes i Arktis og ved Nordpolen – både over og under isen!