Ertebøllekulturen
Forestil dig, at du skulle dele en lille hytte med hele din familie og flere andre. Eller at du skulle samle frugter og bær, mens din far gik på jagt eller fiskede. Sådan var livet for et barn i ertebølletiden.

Ertebøllekulturen
Den sidste del af jægerstenalderen kaldes ertebøllekulturen. Perioden er opkaldt efter en stor boplads fra denne tid. Den blev fundet nær landsbyen Ertebølle ved Limfjorden i Nordjylland. Ertebølletiden går fra 5.400-4.000 f.v.t. Dengang var det lidt varmere, end det er i dag, og der var et rigt liv af fugle, fisk, sæler, skaldyr og vildt.
På bopladsen
Folk boede på bopladser nær havet eller langs åer og søer, hvor de let kunne fiske og fange fugle. Om sommeren samlede de urter, bær og nødder. De gik på jagt i skoven efter hjorte og vildsvin. Vildkatte og ulve jagede de især for pelsens skyld. Der boede mellem to og fem familier i små hytter. Somme tider sejlede en del af beboerne til mindre bopladser for at jage og fiske.
Jagt og fiskeri
Analyser af menneskenes knogler viser, at de især fik deres mad fra havet. Fund af fiskekroge, fiskeruser og harpuner fortæller, at de var dygtige fiskere. Jagten foregik med buer, der var lige så høje som en voksen mand. Pilen havde en lille tværpil af flint, der borede sig ind i byttet.
Køkkenmøddingen
Køkkenmøddingen lå foran bopladsen ude ved kysten. En køkkenmødding er en stor affaldsdynge med rester fra beboernes måltider. Den bestod især af skaller fra østers og hjertemusling. Der var også trækul fra bål, knogler, fiskeskæl og flint. Fund af køkkenmøddinger har lært os meget om folket fra ertebølletiden.
Begravelser
De døde blev begravet i nærheden af bopladsen eller lige under den. Folk levede i gennemsnit, til de var 35 år, men enkelte blev 50-60 år gamle. Mange børn døde under fødslen, eller mens de var små. De døde blev lagt på skind, svanevinger eller i fint udsmykket tøj. Mændene fik deres kniv eller økse med sig i graven. Rundt om den dødes hoved og bækken dryssede man rødt okker. Okker er et naturligt farvestof. Selv hunde blev en gang imellem begravet.
Vidste du, at ...
der i Ertebølletiden kun boede omkring 5.000 mennesker i det område, der i dag er Danmark?
Bønder fra syd
Folk i ertebøllekulturen var jægere, men de havde kontakt til de bønder, der boede længere mod syd. De gav hinanden gaver, og jægerne lærte at lave krukker og lamper af ler. Efter ertebølletiden blev det bondestenalder, og folk begyndte at holde husdyr og dyrke jorden.