Genforeningen 1920

I 1864 efter Danmarks nederlag til Preussen og Østrig måtte Danmark afstå landområderne Slesvig, Holsten og Lauenborg til tyskerne. Det betød, at Danmark mistede 2/5 af sit landområde og 1/3 af sin befolkning. Den nye grænse mellem Preussen (senere Tyskland) og Danmark gik langs Kongeåen i Jylland.

Efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig i 1918 fik Danmark pludselig mulighed for at få det land tilbage, som var tabt til preusserne i 1864. Det blev bestemt, at grænsen mellem Danmark og det tyske område skulle tilpasses ved folkeafstemninger i tre zoner. På den måde kunne man se, hvor der var dansk flertal, og hvor der var tysk flertal.

Zone 1 var den zone, der lå tættest på Danmark. Her afgav indbyggerne den 10. februar 1920 75 % danske stemmer mod 25 % tyske. Indbyggerne stemte altså for at være en del af Danmark.

Zone 2 (inklusive Flensborg) var den næste zone. Her afgav indbyggerne den 14. marts 1920 20 % danske stemmer mod 80 % tyske. I zone 2 stemte folk altså for at være en del af Tyskland.

Afstemningen i zone 3, der lå syd for zone 2, og ikke kan ses på kortet, blev herefter opgivet.

Byen Flensborg hørte efter afstemningen til Tyskland. Hele 75 % af byens borgere var tyskere. Alligevel var der borgere i Flensborg, der ønskede, at byen skulle være en del af Danmark.

Det danske mindretal i Flensborg fik opbakning af Christian 10., dele af den danske befolkning og de borgerlige partier i Danmark. Regeringen, der var styret af den radikale politiker C.T. Zahle, accepterede dog afstemningen og mente, at Flensborg nu var en del af Tyskland.

At kongen og partierne blandede sig efter afstemningens resultat medførte i 1920 Påskekrisen, hvor Christian 10. til alles store overraskelse afsatte regeringen. Krisen blev dog hurtigt løst, og Flensborg forblev tysk. Grænsen mellem Danmark og Tyskland kom til at ligge, hvor den er i dag.

Delingen af Slesvig i en dansk og en tysk del fandt officielt sted den 15. juni 1920, hvilket siden er blevet markeret som genforeningsdagen i Danmark. Det blev et symbol på Nordslesvigs genforening med Danmark, da den danske konge den 10. juli 1920 red over den gamle grænse mellem Tyskland og Danmark på en hvid hest.

Den 11. juli samme år var der en stor genforeningsfest på Dybbøl Banke, som var krigsskueplads både under Treårskrigen og 2. Slesvigske Krig i 1864.

Dagen efter genforeningsfesten mødtes Christian 10. med de danske sydslesvigere i Kruså, der ikke var blevet genforenet med Danmark. Kongen lovede, at sydslesvigerne aldrig ville blive glemt. I 1955 ved København-Bonn-erklæringerne blev der aftalt mindretalsrettigheder for de danske og tyske mindretal på begge sider af grænsen.

Grænsen er i dag en succesfuld sindelagsgrænse af to årsager. Først og fremmest fordi den blev lavet ved hjælp af en afstemning, men også fordi der lever et dansk mindretal i Tyskland og et tysk mindretal i Danmark fredeligt sammen med flertallet.