Dans i tv
Elsker du at synge og danse? Så kender du måske også børnenes melodi grand prix og 'Danmark har talent'. Det er konkurrencer for børn og voksne med masser af sang og dans.
Fokusord
- en konkurrence
- et sceneshow
- at udtrykke sig
- at danse
- en koreografi
Dans på tv
Du har sikkert set 'Danmark har talent', 'Vild med dans' eller børnenes melodi grand prix. De er alle tv-programmer. I programmerne konkurrerer børn og voksne. De kan fx optræde med dans, musik og sang. Det er konkurrencer, som bliver afholdt hvert år.
Vidste du, at ...
over 300 børn sender en sang ind til MGP hvert år?
MGP
MGP er en sangkonkurrence for børn på DR. For at deltage i MGP skal du være mellem otte og 15 år. Derudover skal du lave din egen sang. Hvis du er heldig, bliver din sang udvalgt og kommer med i fjernsynet. Der er ti sange, der kommer med i fjernsynet. Flere af sangerne har valgt, at der skal være dansere med på scenen. Det giver et godt sceneshow. Du har måske danset og sunget med på sangene i MGP?
Et godt sceneshow
De børn og voksne, der er med i en af konkurrencerne, skal lære at optræde og danse på scenen. Det er nemlig vigtigt at have et godt sceneshow. Det kan skabe opmærksomhed og mange stemmer. For at lave et godt sceneshow er det vigtigt at kunne udtrykke sig på scenen. Det kan du gøre igennem dans og ansigtsudtryk.
Dans
Dans er med til at skabe et spændende sceneshow. Du kan danse alene eller med andre. Danserne har øvet en dans. En dans kaldes også en koreografi. Koreografi betyder, at man laver nogle bevægelser i en bestemt rækkefølge. I videoen kan du lære Idas dans fra MGP 2016.