Om portalen
Portalens opbygning
På Idrætsfaget er følgende at finde i topmenuen: Forløb, Emner, Aktiviteter og Ressourcer.
Under hvert af de fire topmenupunkter ligger en række undermenuer med tilhørende tekster og aktiviteter samt inspiration til videre arbejde med emnet. Tekster og aktiviteter er multimodale, hvilket er med til at understøtte elevernes arbejde i idræt.
Forløb
Forløb består af både undervisningsforløb og årsplaner til 1.-3. klasse. Både forløbene og årsplanerne er opdelt i relevante klassetrin, så det er nemt at finde et egnet undervisningsforløb til sin klasse.
I forløbene samles faglig viden og praktiske færdigheder, som krydres med fagets innovative dimension og har fokus på elevernes sproglige udvikling. Derigennem får eleverne en oplevelse af fagets helhed og en forståelse for fagets anvendelsesmuligheder uden for skolen. Forløbene er tænkt ind i en faglig progression, således at den rækkefølge, de er placeret i i årsplanerne, indikerer, hvor i årsplanlægningen vi forestiller os, at forløbet vil gøre sig bedst.
Emner
Emner er inddelt i følgende undermenuer: Boldbasis og boldspil, Dans og udtryk, Krop og trivsel, Fysisk træning og atletik og Gymnastik, leg og samarbejde. De fem områder udgør en overordnet inddeling af det faglige materiale. Materialet består inden for hvert modul af forskellige emner som fx "Stagefight og stunt", der ligger under "Dans og udtryk". Hvert emne består af idrætsfaglige tekster og forskellige aktiviteter, der knytter sig til teksternes indhold. Desuden er teksterne og aktiviteterne rigt understøttet af videoer, billeder og illustrationer.
Boldbasis og boldspil
Under Boldbasis og boldspil præsenteres forskellige former for boldlege med fokus på en bred tilgang til emnet. Eleverne bliver ikke præsenteret for de færdige og klassiske boldspil som fx håndbold, fodbold og basket. På idrætsfaget er fokus i stedet på tilvænningsøvelser med bolden og en række småspil, som forbedrer børnene teknisk, taktisk og socialt – både gennem traditionelle småspil og alternative spil som fembold, funnyball og kidsvolley.
Dans og udtryk
Dans og udtryk er en fælles betegnelse i forhold til dans, optræden, rytmik og andre udtryksformer som stunt og stagefight. Det er alle områder, hvor selve udtrykket er et væsentligt element og er med til at give eleverne mulighed for at udtrykke følelser gennem deres bevægelser. Dans og udtryk er et område, der kan være grænseoverskridende for elever og lærere. Når kroppen træder frem som formidlingsredskab, kan man føle sig klædt lidt af. Derfor er der på Idrætsfaget en lang række videoer, som guider elever og lærere i arbejdet med emnet.
Krop og trivsel
Emnet Krop og trivsel handler om hele kroppen. Lige fra sundhed til fagtekster om puls og kost. Eleverne bliver her kort præsenteret for det anatomiske og fysiologiske, men også et vigtigt område som krop og sind. Her får eleverne indsigt i, hvordan massage, børneyoga og mindfulness kan være med til at styrke deres sind og give mere ro og overskud i en travl og hektisk hverdag.
Fysisk træning og atletik
Emnet Fysisk træning og atletik er en fællesbetegnelse for områder som styrketræning, opvarmning og atletik. Det er områder, hvor eleverne bl.a. afprøver forskellige former for styrketræning på en sjov og legende måde, men også i form af den helt store trend med naturen som træningscenter.
Desuden har emnet særligt fokus på opvarmning og afspænding, hvor alle elementer af en opvarmning bliver sat i spil. Der er vejledning og inspiration til alt fra musik til komplette programmer.
Atletik byder på tekster og aktiviteter inden for løb, spring og kast. I løb, spring og kast skal eleverne arbejde med deres grundlæggende kendskab til, hvordan man i legebaserede idrætsaktiviteter kan bruge kroppen til løb, spring og kast.
Gymnastik, leg og samarbejde
I emnet Gymnastik, leg og samarbejde styrkes elevernes motoriske udvikling, fællesskab og sociale kompetencer på en legende og tryg måde. Derved bliver de i stand til at kunne arbejde alsidigt med idrætsfaget fremadrettet.
I forbindelse med træning af gymnastik og motorik arbejder eleverne med basisfærdigheder som fx balance, kropsbevidsthed og kropsspænding, da det er en forudsætning for alle gymnastiske færdigheder.
Aktiviteter
Under Aktiviteter er det muligt at få et samlet overblik over alle aktiviteterne på portalen. Aktiviteterne er tilknyttet et enkelt eller flere klassetrin, så du som lærer selv kan vurdere niveauet i din klasse. Du har mulighed for at søge på det enkelte klassetrin og finde aktiviteter, der er knyttet hertil. Alle aktiviteter er derudover inddelt i kategorier, som knytter sig til det faglige område, der er i fokus. På Idrætsfaget er aktiviteterne blandt andet inddelt i følgende kategorier: Lege, Atletik og Bold. Aktiviteterne spænder vidt, og der er således både tænkt kreative, interaktive, innovative og kommunikative arbejdsformer ind i måden at arbejde med det idrætsfaglige stof på.
Ressourcer
Ressourcer består af tre undermenuer: Til læreren, Til eleven og Arbejdsformer. Her kan man bl.a. finde lærervejledningen til portalen, arbejdsformer, en it-værktøjskasse, forslag til bevægelse og meget mere.