Min motorik – sølv
Om forløbet
Kan du hinke af sted på et ben? Eller kravle under alarmtrådene uden at blive ramt? Du bruger din krop hele tiden. Hver gang du bevæger dig, træner du din motorik. Motorik betyder nemlig bevægelse. Det er vigtigt at have en god motorik. For hvis du har en god motorik, kan du lege mange forskellige lege med dine venner.
I dette forløb skal du træne din motorik. Du skal læse en fagtekst, hvor du lærer om de forskellige former for motorik. Du skal lege sjove lege, hvor du træner din motorik. Til sidst skal du på et stjerneløb, hvor du besøger syv forskellige motorik-lande. Når du har besøgt alle landene, har du fået det motoriske kørekort i sølv. Du kommer altså til at lære en hel masse om din motorik i dette forløb.