Pladetektonik
Hvorfor dannes der store bjergkæder, og hvorfor opstår der jordskælv, vulkaner og dybhavsgrave? Svaret skal findes i pladetektonikken.
Går vi rundt på en plade?
Pladetektonik beskæftiger sig med teorien om, at Jordens yderste skal, lithosfæren, består af et antal plader. Lithosfæren er en samlet betegnelse for Jordens skorpe og den yderste, faste del af kappen. Lithosfæren er ca. 150 km dyb. Pladerne flyder rundt på den blødere asthenosfære.
Det er pladernes bevægelser, der er med til at udløse de voldsomste kræfter, der findes på Jorden. Kræfterne ser vi, når et vulkanudbrud eller et jordskælv opstår.
Vidste du, at ...
allerede tilbage i 1596 blev tanken om, at det amerikanske kontinent engang havde været sammenhængende med det europæiske og afrikanske kontinent, fremsat af tyskeren Abraham Ortelius?
Alfred Wegener
Teorien om pladetektonik, der også kaldes kontinentaldrift, blev fremsat af den tyske videnskabsmand Alfred Wegener i 1915. Han havde bl.a. opdaget, at Sydamerikas og Afrikas kystlinjer passede sammen som brikkerne i et puslespil.
Derudover fandt han forsteninger af de samme dyr og planter på begge sider af Atlanterhavet, og han så også identiske geologiske lag på forskellige kontinenter. Alt dette tydede på, at kontinenterne engang havde været forbundet i ét stort kontinent. Dette urgamle superkontinent kaldes i dag for Pangæa.
Alfred Wegeners teori blev dengang anset for vanvid, men i dag er den anset som videnskabelig sandhed.
Pladers bevægelse
Hvordan pladerne har flyttet sig og er blevet til de syv store kontinenter, som findes i dag, har der gennem tiden været flere teorier om. I dag mener de fleste geologer dog, at pladernes bevægelse skyldes konvektionsstrømme i Jordens indre.
En konvektionsstrøm er en bevægelse i en væske eller i luftarter, og ved pladetektonikken er det en bevægelse i den bløde del af Jordens kappe – asthenosfæren. Bevægelserne skyldes varmepåvirkning.
Forskellige pladegrænser
Pladegrænserne og de fænomener, der knytter sig til grænserne, har stor betydning for menneskers livsvilkår. Det er langs pladegrænserne, at bjergkæder er bygget op, hvor vulkaner opstår, hvor jordskælv bliver udløst, og dybhavsgrave bliver dannet.
Der er tre typer af pladegrænser. De destruktive, konstruktive og bevarende pladegrænser.
Selve pladerne er heller ikke ens – der er to typer plader, nemlig oceanbundsplader og kontinentalplader.
Fakta
Destruktiv pladegrænse:
Himalaya-bjergkæden er et resultat af processer på en destruktiv pladegrænse.
De destruktive pladegrænser
Langs de destruktive pladegrænser kan en oceanbundsplade skubbe sig ind under en kontinentalplade. Det kaldes en subduktionszone, og der er ofte kraftige jordskælv og vulkansk aktivitet i disse zoner. Det er også langs subduktionszonerne, at der opstår dybhavsgrave.
Bjergkæder
Når to kontinentalplader støder sammen, vil en bjergkæde blive dannet. Det skyldes, at den ene plade ikke kan presse sig ind under den anden. I stedet skubber pladerne materiale op og ud til siderne.
Fakta
Konstruktiv pladegrænse:
Island ligger på den midtatlantiske oceanryg, som er en konstruktiv pladegrænse. Island bliver lidt større hvert år, fordi pladerne under øen bevæger sig fra hinanden.
De konstruktive pladegrænser
Langs de konstruktive pladegrænser bevæger pladerne sig væk fra hinanden. Her vil smeltet sten, magma fra Jordens indre, udfylde sprækken mellem pladerne og danne ny oceanbund, ofte i form af en bjergkæde på havbunden.
Sådan en bjergkæde kaldes en oceanryg.
Fakta
Bevarende pladegrænse:
Den mest kendte bevarende pladegrænse er San Andreas-forkastningen i Californien.
De bevarende pladegrænser
Ved de bevarende pladegrænser glider to plader langs hinanden.
I disse områder kan der opstå meget kraftige jordskælv.