Forbered dine interviewspørgsmål
Du har sikkert oplevet, hvordan dårlige spørgsmål kan ødelægge et interview. Dårlige spørgsmål giver nemlig tit dårlige svar, og det er der ingen, der har gavn af.
Spørgsmålsformer
Inden man laver et interview, er det klogt at bestemme sig for, hvilken type spørgsmål der skal stilles. Som udgangspunkt er der to typer af spørgsmål, der begge har forskellige fordele og ulemper.
Lukkede spørgsmål
Et lukket spørgsmål er et spørgsmål, hvor interviewpersonen kun har de svarmuligheder, som man har planlagt på forhånd. Lukkede spørgsmål kan typisk besvares med enten ja eller nej. Det kan eksempelvis være: ”Synes du, at de danske unge drikker for meget?”
Lukkede spørgsmål egner sig ikke så godt til interviews, fordi de ikke åbner op for interviewpersonens refleksioner og overvejelser om emnet. De bruges imidlertid ofte i spørgeskemaundersøgelser, hvor man har behov for klare svarkategorier.
Åbne spørgsmål
Åbne spørgsmål er spørgsmål, hvor interviewpersonen har flere svarmuligheder. På den måde bliver svarene mere nuancerede, og man får et dybere indblik i personens syn på det emnet. Åbne spørgsmål starter oftest med hv-ord. Det kan eksempelvis være: ”Hvorfor tror du, at de danske unge har et rekordstort forbrug af alkohol?”
Åbne spørgsmål passer godt til interviewformen, da interviewpersonen får mulighed for at give et fyldigere svar.
Krav til spørgsmålene
Uanset hvilken form for spørgsmål man vælger, så kan det være svært at formulere ”det gode spørgsmål”. Som udgangspunkt skal gode interviewspørgsmål leve op til følgende krav:
- Spørgsmålene skal være korte, klare og tydelige, så interviewpersonen ikke kommer i tvivl om, hvad der bliver spurgt om.
- Spørgsmålene skal være én-dimensionale. Det vil sige, at der kun bliver spurgt om en ting ad gangen.
- Spørgsmålene skal formuleres i et neutralt sprog.
- Spørgsmålene skal undgå at være ledende. Det går fx ikke at spørge: ”Synes du ikke, at regeringen har gjort det dårligt i den seneste tid?”
- Spørgsmålene skal undgå at være alt for provokerende. En positiv stemning er nemlig vigtig for et godt interview.