Interviewformer
Et interview er ikke bare et interview. Der er mange forskellige former. Derfor er det vigtigt, at du vælger den interviewform, der passer bedst til dit formål.
Form og formål
Der er flere forskellige former for interviews. Hvilken interviewform, der er bedst, afhænger af, hvad du ønsker at opnå med interviewet, samt hvilke oplysninger du gerne vil indhente. Som udgangspunkt findes der fem interviewformer: Ekspertinterview, holdningsinterview, gruppeinterview, portrætinterview og voxpops. De mest udbredte interviewformer inden for samfundsfag er ekspertinterviewet, gruppeinterviewet og holdningsinterviewet.
Ekspertinterview
Et ekspertinterview bruges til at afdække eller underbygge nogle faktuelle forhold gennem samtale med en ekspert. Det kan fx være journalisten, der skriver om forbruget af alkohol i Danmark. Han kan have brug for at interviewe en læge med forstand på alkoholisme til at underbygge informationerne i sin artikel.
Holdningsinterview
Et holdningsinterview bruges til at indkredse og belyse interviewpersonens holdning til et givent emne. Holdningsinterviews egner sig især til interviewpersoner med skarpe holdninger. Man får ofte en bedre og dybere forståelse af emnet, hvis man også interviewer en person, der har et helt andet syn på emnet. Det er vigtigt at huske på, at holdningen skal være relevant for den problemstilling, man arbejder med.
Gruppeinterview
Gruppeinterviews kaldes også for fokusgruppeinterviews. Her er det en hel gruppe, der interviewes på samme tid. Fordelen ved fokusgruppeinterviewet er, at de interviewede med deres svar kan udfordre og inspirere hinanden til nye vinkler på sagen. Flere politiske partier bruger fx gruppeinterviews til at teste, hvordan en bestemt gruppe mennesker reagerer på nye politiske forslag.
Voxpop
Voxpops er ultrakorte interviews, hvor en række tilfældigt udvalgte personer siger deres mening om et bestemt emne. Du kender det fx fra Go’ aften Danmark, der afslutter programmet med korte spørgsmål til tilfældige folk på Københavns Hovedbanegård.
Portrætinterview
Et portrætinterview har til formål at give indblik i en persons liv. Det kan fx være en kendt skuespiller, erhvervsmand eller politiker. Ofte handler portrætinterviewet om de begivenheder, der har været med til at forme interviewpersonens karriere eller holdninger.