Introduktion
Tema
Hver tredje ung tror, at mange bærer kniv i nattelivet. Det er rigtig synd, for det skaber utryghed og får flere unge til at bevæbne sig, når de går i byen. Fakta er nemlig, at under 1 % har knivvåben med i nattelivet.
Derfor har Det Kriminalpræventive Råd startet en kampagne, der skal oplyse unge om, hvor få knive der i virkeligheden er i nattelivet, og derved øge trygheden og forebygge, at folk tager kniv med på diskoteker og barer.
Kampagnen er særlig aktuel nu, hvor vold og kriminalitet fylder meget i medierne. Det kan godt give et skævt billede af risikoen for at blive udsat for vold og knivstik.
I forbindelse med kampagnen er der blevet udviklet et digitalt undervisningsmateriale. Og det er netop dette materiale, som du har foran dig på skærmen.
Hvem står bag?
Clio Online har på vegne af Det Kriminalpræventive Råd udviklet det digitale undervisningsmateriale, som er et led i kampagnen "Natten er 99 % fri for kniv".
Materialet består af en række faglige artikler, opgaver og quizzer, der belyser forskellige begreber og problemstillinger, som har relation til det kriminalpræventive område, sociale overdrivelser og flertalsmisforståelser.
Undervisningsmaterialet er frit tilgængeligt og er blevet tilpasset, så det både kan bruges på ungdomsuddannelserne og i udskolingen.
Arbejdsspørgsmål
- Hvad er en social overdrivelse, og hvordan opstår den?
- Hvad kan være forklaringen på, at der er stor forskel på unges forventninger til mængden af knive i nattelivet og det faktiske antal?
- Hvilke sociale overdrivelser er mest udbredte?
- Hvilken rolle spiller medierne i forhold til, at sociale overdrivelser kan opstå?
- Hvorfor er kriminalitet noget, som fylder meget i medierne?
- Hvordan undgår man at komme i konflikt med andre mennesker i nattelivet?
- Hvilket omfang har de forskellige former for kriminalitet i nattelivet?
- Hvordan eskalerer en konflikt, og hvordan kan den nedtrappes?
- Hvilke forskellige strategier og tiltag finder der i forhold til at forebygge kriminalitet i nattelivet?
- Hvordan måles kriminalitet, og hvordan indsamles tallene?