Lav en udstilling på skolen
Lav en udstilling i tekst og billeder på et velegnet sted på skolen. Inviter andre klasser til at få en guidet rundvisning i udstillingen.
Forberedelse
1. Tag en runde, hvor I kort præsenterer jeres prides for hinanden i klassen.
2. Lav en brainstorm over idéer til, hvordan klassens forskellige prides kan udtrykkes i tekst og billeder i en udstilling på skolen med temaet "Hvad er din pride?". Overvej bl.a. følgende:
- Hvor på skolen vil I udstille?
- Hvordan skal udstillingen bygges op?
- Hvilke elementer skal udstillingen bestå af?
- Hvilken oplevelse skal de besøgende få ud af udstillingen?
3. Bliv også enige om, hvem I gerne vil præsentere udstillingen for. Måske 7. årgang, parallelklassen eller jeres forældre?
4. Arbejd sammen i mindre grupper, og forbered gruppens prides i detaljer. Brug bl.a. jeres overvejelser fra tidligere til planlægningsarbejdet (se skemaet herunder).
- Hvilke idéer er i spil?
- Hvilke motiver skal der være på billederne?
- Hvilken type af tekst, skal der være til hvert billede? Fx titel, tema og/eller uddybende beskrivelse.
- Hvem kan skaffe hvad? Fx påklædning og rekvisitter.
- Andet ...?
5. Aftal tid og sted, hvor I kan tage gruppens pridebilleder.
6. Skriv det tekstmateriale, der skal udstilles sammen med hvert billede.
7. Gør udstillingen klar.
Gør opmærksom på jeres udstilling
Når man vil gøre opmærksom på fx et produkt, en service eller en begivenhed, er det en god idé med målrettet markedsføring. På den måde får man skabt opmærksomhed hos den målgruppe, man gerne vil nå ud til.
1. Når I har bestemt jeres målgruppe, kan I overveje følgende:
- Hvor har I størst mulighed for at fange målgruppens opmærksomhed?
- Hvilke (sociale) medier færdes målgruppen på?
- Hvilken form for reklame vil kunne fange målgruppens interesse? Fx billeder, tekst eller slogan?
2. Formuler i fællesskab en kort og catchy tekst, der indeholder følgende:
- Dækkende overskrift for jeres udstilling
- Kort beskrivelse af udstillingen og dens tema
- Evt. noget visuelt, fx et foto
- Praktisk info om tid og sted
3. Brug materialet til at invitere jeres målgruppe til udstillingen.
Vær udstillingsguider
8. Tal i fællesskab om følgende:
- Hvad skal der til for at være en god udstillingsguide?
- Hvor store grupper skal I hver især vise rundt?
- Hvordan formidler man andres prides, som man ikke selv har personlig eller direkte andel i?
9. Forbered hver især, hvad I kan fortælle om følgende til udstillingens gæster:
- Hvad hedder udstillingen?
- Hvad er udstillingens tema?
- Hvad ser man på de forskellige billeder?
10. Inddel jeres gæster i mindre grupper, og inviter grupperne på en guidet rundtur i udstillingen.