Lav jeres egen parade
Lav en prideparade på skolen, og inviter andre klasser med som publikum.
Forberedelse
1. Tag en runde, hvor I kort præsenterer jeres prides for hinanden i klassen.
2. Lav en brainstorm over idéer til, hvordan klassens forskellige prides kan udtrykkes visuelt i en fælles prideparade.
3. Bliv også enige om, hvor på skolen I gerne vil lave jeres prideparade, og for hvem. Måske 7. årgang eller parallelklassen?
4. Arbejd sammen i mindre grupper, og forbered gruppens prides i detaljer. Brug bl.a. jeres overvejelser fra tidligere til planlægningsarbejdet (se skemaet herunder).
- Hvilke idéer er i spil?
- Hvem kan skaffe hvad? Fx påklædning og rekvisitter.
- Er der prides, der har et budskab, som skal skrives på et banner eller skilt?
- Overvej, om der skal musik med, som kan understøtte jeres budskab og skabe stemning.
- Andet ...?
Gør opmærksom på jeres prideparade
Når man vil gøre opmærksom på fx et produkt, en service eller en begivenhed, er det en god idé med målrettet markedsføring. På den måde får man skabt opmærksomhed hos den målgruppe, man gerne vil nå ud til.
1. Når I har bestemt jeres målgruppe, kan I overveje følgende:
- Hvor har I størst mulighed for at fange målgruppens opmærksomhed?
- Hvilke (sociale) medier færdes målgruppen på?
- Hvilken form for reklame vil kunne fange målgruppens interesse? Fx billeder, tekst eller slogan?
2. Formuler i fællesskab en kort og catchy tekst, der indeholder følgende:
- Dækkende overskrift for jeres prideparade
- Kort beskrivelse af paraden og dens formål
- Evt. noget visuelt, fx et foto
- Praktisk info om tid og sted
3. Brug materialet til at invitere jeres målgruppe til prideparaden.
Sæt prideparaden i gang
5. Gør klar til paraden ved at bruge klasselokalet til at:
- klæde om
- fordele de aftalte rekvisitter m.m.
- gøre evt. musik klar.
6. Lad paraden tage form på gangen foran klasselokalet, efterhånden som I er omklædte og klar.
7. Sæt paraden i gang, og begiv jer til det område, hvor jeres forventningsfulde publikum venter.