Tempereret klima
Jorden har to tempererede klimazoner, en nordlig og en sydlig. I det tempererede klima er gennemsnitstemperaturen i den varmeste måned over 10 °C. Vintrene er typisk så kolde, at plantevæksten går i stå. Særligt inden for det tempererede klima tales der desuden om kystklima og fastlandsklima.
Fakta
Tempereret klima:
- Vintrene kan være milde (kystklima) eller meget kolde (fastlandsklima).
- Somrene kan være kølige (kystklima) eller meget varme (fastlandsklima).
- Varmeste måned har gennemsnits-temperaturer over 10 °C.
- Kystklima: Forskellen i gennemsnits-temperaturen for koldeste og varmeste måned er under 18 °C.
- Fastlandsklima: Forskellen i gennemsnits-temperaturen for koldeste og varmeste måned er over 18 °C.
- Plantevæksten består af regnskov, nåleskov, løvskov, græssteppe, busksteppe og ørken.
Mest på den nordlige halvkugle
På den nordlige halvkugle er der store landområder med tempereret klima, idet det meste af Nordamerika, Europa og Asien befinder sig inden for den tempererede zone. Der bor også langt flere mennesker her sammenlignet med de tempererede områder på den sydlige halvkugle.
På den sydlige halvkugle er det kun den sydligste del af Sydamerika, Tasmanien og det meste af New Zealand, der er præget af tempereret klima, resten er havområder.
Plantedække
Den danske geograf og botaniker Martin Vahl definerede bl.a. det tempererede klima ud fra, at der findes både sommer og vinter, og at planternes vækst primært finder sted i sommerperioden.
I et bælte hen over Alaska, Canada, Skandinavien og Rusland i den nordlige del af det tempererede bælte vokser der nåleskov og birketræer. Mere end halvdelen af verdens samlede skovareal ligger her, og skovene udnyttes i vid udstrækning til bl.a. tømmer.
I andre områder af den tempererede klimazone findes løvskov, tempereret regnskov, græssteppe, busksteppe og ørken.
For den tempererede klimazone gælder, at plantevæksten både bestemmes af temperatur og nedbør.
I troperne og subtroperne er det udelukkende nedbøren, der har betydning for plantevæksten.

Variation inden for den temperede klimazone
Inden for det tempererede klimabælte varierer klimaet meget, og det tempererede klima inddeles således i henholdsvis kystklima og fastlandsklima.
Vidste du, at ...
klimaet i de to amerikanske havnebyer Seattle og New York, på hver sin side af USA men på samme breddegrad, er helt forskelligt? Seattles klima minder om det danske, mens New York har streng vinter med meget sne og meget varme somre. Det er typisk for variationen i det tempererede klimabælte.
Kystklima finder man i egne med umiddelbar nærhed til havet. Danmark og det nordvestlige Europa har køligt tempereret kystklima præget af vestenvind og meget regn. Vintrene er forholdsvis milde, og temperaturen er kun sjældent under frysepunktet i længere tid.
Fastlandsklima findes inde på kontinenterne fx i de centrale egne af Nordamerika eller dybt inde på det eurasiske fastland. Her er vintrene hårde og somrene meget varme. De store græs- og buskstepper findes typisk i områder med fastlandsklima.